Sven-Bendts Blues Band

Jeg kan en go' en: To musikere går forbi et værtshus . .
Michael Carøe
Der var engang . . . - Nedenstående fantastiske historie er blevet gendigtet ved et samarbejde mellem flere af de involverede. Vi tager intet ansvar for rigtigheden;- der er simpelthen røget for meget humle forbi drøblen siden dengang. Sarte sjæle vil muligvis blive stødt på manchetten ved gennemlæsningen, som derfor er på eget ansvar. Hvis du ikke er faldet i søvn inden da, gemmer der sig også nogle musiknumre, der kan downloades og aflyttes.

In the beginning . . .

Sven-Bendts Blues Band - startede som et lejlighedsband til en julefest i Budstikken i 1987.
I bedste Shu-Bi-Dua-stil blev der digtet nye tekster til kendte numre. Nogle af de numre, der kom under behandling var "Nutbush City Limits", som blev til "Motorcykelfri by" og "Karbad, Baby", der blev til "Budstik, Baby". Et uddrag af teksten lyder: Nogen bruger Taxa, andre Hent & Bring, men har du noget der haster, så skynd dig nu at ring' efter en Budstik, Baby… Resten var en bred vifte af blandede stilarter. Bandet skulle selvfølgelig have et navn, så det blev Bud Sticky & The Better Brains.
Søren W introducerede ved samme lejlighed en drink, han vist nok kaldte en 'Jønsson'. Ingredienserne var rigeligt spiritus, bl.a. Bailey. Til slut rystes en 7-Up, og en del af den sprøjtes ned i glasset. Dette giver en uappetitlig 'kage' af størknet, mælkeagtig skum med huller i, flydende på toppen af resten af indholdet. Føj!

Vi blev enige om, at det kunne vi egentlig godt fortsætte med og der var fra starten en ret klar holdning til, at det skulle være blues, selv om vi til tider røg lidt ud ad tangenten. Søren W har bl.a. leveret en sublim udgave af 'Lulu, lad rocken gå'. En version af samme fra øvelokalet kan høres/downloades ved at klikke på linket. (Visse steder lyder Søren som Troels Trier, men det er måske også en kvalitet i sig selv ? . . .)

Første bemanding var: Bjarne Faaborg Nielsen - guitar og sang, Ivar Constantin Brun - trommer, Søren Wissing - mundharpe og sang, og Ole Willumsen - bas.

I en periode delte Bjarne og Søren W. en temmelig særpræget fornøjelse i Budstikken. Efter en god øveaften, var det næsten en tradition at slutte af med en Texas Devil Burger fra Star Palace på Vesterbro, hvor de begge boede på dette tidspunkt. Den efterfølgende morgen blev - ud over indtagelsen af kaffe og smøger - brugt på at uddele de tarmgasser, som måltidet havde ophobet i løbet af natten, til alle der (kortvarigt) befandt sig i deres nærhed. Opgaven til de sagesløse ofre var, at afgøre om der havde været chilisovs og bløde løg på burgerne, hvilket egentligt var ret nemt at lugte sig frem til. Og ellers er det jo ikke en Texas Devil…

Jo, ingen tvivl om, at humoren i SBBB var endog særdeles lav og perfid, og naturligvis racistisk, sexistisk og chauvinistisk ud over alle grænser. Selv venner der kun var 8-dels jøder, kunne være sikker på at høre for det, og havde vi haft kvinder i vores nærhed, ville de være løbet skrigende bort, og derefter afsværget enhver efterfølgende omgang med mænd.

Lidt mere historie fra Budstikken:

Ole, Bjarne, Søren W, Søren Sebber og Rolf Egemose har alle haft tilknytning til Budstikken. Mest morsomt er det vel, at Sebber var knallertbud! Han havde en Kreidler til dette formål, og muligvis også en Velo, og nu er han en 'Dreng fra 70'erne', der ofte ses i Hit med Sangen, og - af alle steder - på TV2 Charlie.

En del af bandet deltog på et tidspunkt ved en julefrokost, der blev afholdt i nogle festlokaler i Tingbjerg, og det var på et tidspunkt, hvor gaderne ikke genlød af pistolskud.
Et af numrene var "Ursula", skrevet af John Mogensen, og til lejligheden sunget af Johnny Sangster fra Sharing Patrol, da han kørte som afløser i Budstikken. Han var meget bevidst om, hvor kinky hans version var pga. hans udtalte Seattle-accent.

I 1990 startede en mangeårig tradition i Budstikken - nemlig den årlige landssamling, hvor der i den grad blev festet i gennem. Den første samling var speciel, fordi det var i forbindelse med St. Bededag - den foregik derfor fra torsdag til søndag. Tilstede var ca. 75 Budstikker fra hele landet, og størstelen af SBBB - en uhæmmet god cocktail.
Udover adskillige flasker vin og spiritus, blev der konsumeret 100 kasser øl. Det var Peter Porsche fra Randers, der havde ansvaret for ølsalget, og skulle der gives byttepenge, kunne man vælge mellem kontanter, eller hans hjemmedyrkede pot, der blev opbevaret i en enorm kagedåse.

SBBB optrådte med en lånt trommeslager fra Århus, og var også backingband for diverse 'artister'. Det var ikke her, at der blev skrevet musikalsk historie, men folk var godt underholdt - ikke mindst da Kaj West væltede Bjarne's akustiske guitar, og samtlige 6 strenge sprang med en fantastisk lyd.

Det står hen i det uvisse, om følgende skete lørdag eller søndag morgen ved 5-6 tiden. Bjarne og Søren W var i højt løftet stemning, så hvorfor ikke spille lidt musik. Bjarne fattede guitaren, og tændte for Hagström-forstærkeren. Den har kun 2 lyde: Lav og kedelig, eller tordnende høj og lige så forvrænget som den ondeste Marshall. Mens Bjarne - forsynet med lyd nr. 2 - gav den gas på alle strenge, dansede Søren W rundt med en helt frisk øl. Det vides ikke hvor inspirationen kom fra, men han besluttede på et tidspunkt at holde for åbningen, og ryste flasken med de mest obskønne bevægelser. Til slut drejede han en halv omgang rundt om sig selv, så han havde front mod døren ind til lokalet.
Timingen var perfekt, for han lod øllen få sin tiltrængte 'udløsning' i et meterlangt, skummende sprøjt. Præcis samtidigt kom en af de kvindelige deltagere til syne i døråbningen, og hun undgik kun med nød og næppe at modtage hele ladningen lige i hovedet. Hun så formentlig kun Søren's henrykte fjæs, og sprøjtet der kommer fra flasken mellem Søren's ben. Det tog hende at nanosekund, at dreje om på hælen og forsvinde - uden et ord eller en klapsalve. Det blev dermed bevist, at kvinder ikke ejer ordentlig humor, og der gættes på, at hun kom for at klage over musikken, for det ved de heller ikke en skid om.

Da SBBB jo var en slags stjerner, havde vi skam fået tildelt vores eget soverum. Det var Bjarne meget tilfreds med, mens Ole og Søren W vist nok havde foretrukket en plads i én af de 2 sovesale - enten til dem selv, eller endnu bedre - til Bjarne. Han mestrer nemlig til det perfekte kunsten, at kunne snorke helt urimeligt højt, uanset hvilken position han indtager. Det betyder, at selv liggende på maven, kan han traktere folk fra både nær og fjern, med timelange kakafonier - også selvom både Ole og Søren W forsøgte at sparke ham til tavshed.

Øvelokalet lå under en børnehave i Lyngby. Vi delte det med et andet band, som Bjarne også spillede i. Det lokale var base for Sven-Bendt i hele orkestrets levetid, bortset fra en kort periode, hvor vi af hensyn til trommeslageren øvede i Kastrup.

Ny trommeslager - og sanger.
Ivar Brun blev erstattet af Søren Sebber Larsen på trommer og Lars Geertsen kom med på tenorsax. Vi fik også en forsanger, der hedder Heine ??? - (der omgående blev døbt Heine Hæslig, på grund af hans forkærlighed for Elvis).

Horny Hubert & The Blowjobs' første job
Første job blev en koncert Sankt Hans aften 1989 et sted på Amager. Vi blev sågar præsenteret på forsiden af Politiken's kultursektion under navnet Horny Hubert & The Blowjobs (havde vi dog bare klippet ud). Ét af de to andre bands var Naive.
Heine afsluttede koncerten med et knald - ude i buskene, med en sild han scorede lynhurtigt efter koncerten

En kort overgang havde vi én - eller var det to? - kvindelige blæsere med i bandet, og det var naturligvis derfra, at tilføjelsen The Blowjobs kom. Hø hø hø hø…

Ny guitarist
Heine og Lars gik ud senere af bandet, og Steen Møller kom med på guitar og sang.

Øresundskollegiet - 1
Med denne bemanding spillede vi på Øresundskollegiet. Steen boede faktisk på kollegiet på dette tidspunkt, og drama var der nok af, for Steen dukkede først op små to sekunder før vi skulle på. Kæresten var gået fra ham om formiddagen og han havde prøvet at drukne sorgerne . .. .
Søren W og Bjarne havde med stor succes prøvet at dulme nerverne med rigelige mængder øl, så de eneste ædru personer på scenen var Sebber og Ole, - det kan man godt høre, men det gik sgu rimeligt alligevel.
The Apartment Tapes Denne aften blev foreviget på bånd. Disse bånd troede vi tabt for tid og evighed, indtil Søren W. fandt de fleste af dem under en generaloprydning på slottet i Matthæusgade. Som hyldest til Bob Dylans "The Basement Tapes" - kom de til at hedde "The Apartment Tapes".
Et par eksempler (aflytning på eget ansvar):
I feel good - der går legestue i den inden vi får taget os sammen - så hav lidt tålmodighed.
You sure picked a good time - en superlangsom blues, der egentlig kører OK, men også her tager det lidt tid, før vi kommer i gang


Innnercoveret til dette 2CD-sæt blev forsynet med en tekst der kunne have stået på enhver dansk pladeudgivelse med internationale ambitioner i '70-erne - komplet med dårligt engelsk og stavefejl. Se bare her
Livet er nu lidt mere interessant, når man har (en syg) sans for humor . .

Øregaard Gymnasium
Med samme bemanding spillede vi til en fest for gamle (udbrændte) elever på Øregaard Gymnasium. Jobbet var kommet i stand via en tidligere chauffør i Budstikken, Gorm Ussing, som sad i festudvalget.
Vi lærte ved den lejlighed, at man skal huske at rulle alt kablet ud af en 220V kabeltromle, hvis man ikke vil have, at termosikringen slår fra i starten af det andet nummer…
Det var ikke nogen god ide at bestillle et bluesband til en fest, hvor en disc-jockey med rigelige mængder '80-er-bands i pladekassen ville have været et større hit. På et tidspunkt, da vi lige var startet på et nummer, kommer en fyr hen til scenekanten og spørger i ramme alvor: "Kan I ikke spille nogle plader i stedet for?" I betragtning af, at hans tænder befandt sig i samme højde som Steens støvlesnuder, var det et under, at der ikke skete noget. Ligeledes var en pige oppe og spørge efter et Frank Sinatra-nummer, men blev høfligt afvist - og derefter svinet til for det værste, så snart hun var udenfor hørevidde.
Da andet sæt blev sat i gang, indledte Steen med de legendarisk ord: "Are you ready for some blues, assholes?" Dette fik Gorm Ussing på benene, og han henstillede venligt, men bestemt, at vi ikke kaldte publikum for 'assholes'; især fordi begge prinser var tilstede.
Men prinserne fik points den aften; - de var begge ude at danse og Frederik kom op og sagde, at det var skidegodt. Lyden var dog helt ad helvede til. Vi spillede i aulaen, hvor der var 25 meter til loftet, og alle væggene var beklædt med marmor - "Dusseldorfer Klanghalle" - Frederiksberg Svømmehal er nærmest lyddød i sammenligning.

Ud gik en guitarist. . .
Steen Møller forlod bandet og vi prøvede nogle forskellige guitarister, dog uden at nogen blev hængende.

Ind kom en ny trommeslager
Rolf Egemose erstattede Søren Sebber på trommer.

Demo nr 1, - blev optaget over en weekend i januar 1991, i et studie, som tilhørte André Andersen fra heavybandet Royal Hunt (www.royalhunt.com) og som lå i det klondike af gamle industribygningner der lå/ligger ude ad Gl Køge Landevej, på venstre side, lige før krydset ved Grønttorvet.
Numrene var:
1. Don't touch me baby (Robert Cray)
2. Further on up the road (Bobby Bland)
3. Halleluja I love her so (Ray Charles)
4. She caught the Katy (Taj Mahal)
Søren Sebber var med på elektrisk og akustisk guitar, samt orgel på nogle af numrene. Det sidste i øvrigt et helt i gennem gyseligt instrument, som Bjarne havde købt af bassisten i hans andet band; inkl. en sørgelig undskyldning for en Leslie.

- og en ona.. - organist .. . .
Efter denne sørgelige oplevelse med orglet, fandt vi ud af at vi måtte have en organist med noget ordentligt grej. Hans Bengtson opfyldte kravene og supplerede endda senere udstyret, så han spillede med to Leslier i stedet for kun en. Hvis du ikke ved hvad en Leslie er, så klik her: http://en.wikipedia.org/wiki/Leslie_speaker)

Rådhuskroen/Mojo
Hans havde tidligere spillet på Mojo i København - eller Rådhuskroen, som det hed dengang. Det var/er bluessted nr. 1 i Kbh., så der var en vis prestige i at spille der. Vores første koncert på "Røvhulskroen" blev en stor succes, - men vi havde også lokket alle vennerne og familien med.

Sebber kom slemt til skade efter dette job. Man kunne fra gården bag Mojo, få adgang direkte til scenen via en dør i bagvæggen. Sebber foretog et næsten vellykket tigerspring, men ramte undervejs en skarp kant. Dette gav ham en åben flænge på skinnebenet, der var ca. 5 cm lang og 1 cm dyb - fy for satan da ! Hans ansigtskulør fik en nuance af skærende hvid, der ikke kan blandes som maling, og han var en besvimelse nær.

Bandrummet på Mojo
For de der ikke har været dernede, så bør det fortælles, at Mojo har et bandrum i kælderen, der er præcis så skodagtigt, som det kan (og bør) være. Gamle slidte møbler, tomme flasker i hjørnerne. Et sofabord, der helt sikkert har været i kontakt med samtlige euforiserende stoffer, og en sofa der nok også har været brugt til meget andet, end at sidde på og sove i. Hvis Sundhedsmyndighederne havde set det, var hele skidtet omgående blevet sendt til Kommunekemi i hermetisk lukkede beholdere. Men rummet har sgu sjæl!

Den anden gang vi spillede på Mojo, startede Hans et nummer i en anden toneart end vi andre. For at skjule fejlen, skruede han (lidt) ned for volumen og fortsatte i samme tonart hele nummeret igennem. COOL !

Hyren på Mojo
Tariffen; - hvid! - Og det var vist ikke meget mere end små 500 kr. + 3 genstande i baren. Det betød, at nogle af medlemmerne teoretisk kunne slutte aftenen af med at stå i gæld til spillestedet. Men selv berømte danske musikere spillede gladelig for næsten ingenting på Mojo, for stemningen var og er helt speciel.

Øresundskollegiet - 2
Vi spillede en gang mere på Øresundskollegiet, hvor vi spillede efter Monrad & Rislund. Vi havde den store ære, at låne dem vores tvivlsomme Peavey-sanganlæg, og undervejs i deres show, var 'Mogens' henne og slå på trommerne med sine kalapøjsere.
På dette tidspunkt verserede der en sag i pressen, hvor en far vist nok var blevet frikendt for noget incest-værk. Den havde Rislund - iført en t-shirt med et motiv af en anatomisk korrekt, men meget forstørret udgave af de mandlige kønsorganer - taget til sig, og læste således op af lignelsen fra Bibelen om 'Job og hans to døtre'. Han afsluttede nogenlunde sådan her: Med andre ord kan en stor svedig skraldemand fra Vanløse - med Bibelen i hånden - blive frikendt, efter at have flækket sin 4-årige datter til op mellem skulderbladene…! Herefter udvandrede et antal af kvinderne blandt publikum.

Jobs, vi med rimelig sikkerhed kan huske, vi har spillet:

Vi spillede til en fødselsdag i roklubben Kvik ved Svanemøllen. Der var til lejligheden blevet stegt et helt svin, og så vidt det erindres, var det en uhørt varm og svedig aften.

Vi spillede til en fødselsdag på en restaurant/cafe i Brønshøj. Stedet huskes ikke af navn, men det var vist i en kælder med meget begrænset plads.

Vi spillede på arkitektskolen i nærheden af Nyhavn, vist nok i Herluf Trolles Gade, hvor Bjarne havde en særdeles traumatisk oplevelse. Da alt grej klokken lort om natten var tilbage i øvelokalet i Lyngby, manglede der kun hans guitar.
Ind i Budstik-Hiace'n og så for fuld skrue tilbage til arkitektskolen. Her var festen stadig i gang, og undervejs havde Bjarne spolet filmen så meget tilbage, at han kunne huske, at guitaren var blevet lagt på en affaldscontainer i gården, mens resten af grejet fandt plads i bilen.
Det endte lykkeligt, men kunne meget vel have givet inspiration til den sørgeligste blues-sang i historien.
Der befandt sig en portner på stedet, og han havde spottet guitaren, og taget den til sig. Da Bjarne kunne beskrive den i detaljer, og i øvrigt var på grådens og hysteriets rand, blev den allernådigst leveret tilbage.

Vi spillede vist også for de samme arkitektstuderende til en fest på Charlottenborg på Kgs. Nytorv 2. Der er særligt et par ting ved disse to jobs, der har indprentet sig i Bjarnes hukommelse.
1. Det ene job var særlig slidsomt, da det foregik på 3. sal. Især Hanse-mands to Leslie'r blev lagt for had, da der ikke var en elevator på stedet. Føj for den onde… - de var tunge.
2. Ved ét af arrangementerne var der et stykke kvindfolk tilstede, der så ualmindelig dejlig ud; ikke mindst pga. af den tynde strikkede kjole, hun havde fået malet på sin veldrejede krop. Da hun tog opstilling umiddelbart foran bandet og bevægede sig aldeles besnærende til musikken, afviklede Bjarne en lang solo bestående af 2-3 jamrende toner, alt imens han trampede wah-pedalen halvt ihjel. Det lød ca. sådan her: WAUW WAUW WAUW WAUW WAAAAAAUUW…..

Ny trommeslager (det begyndte at minde om Spinal Tap - klik på linket og se "Drummers - deceased")
Rolf Egemose blev erstattet af Henrik Sørensen på trommer. Han var fra 'SynderJylland', og en type, der overvejende var i dårligt humør. Spille på trommer ku' han dog, og det endda særdeles højlydt. Han må have tunet sine Yamaha-tønder, for selv når han spillede helt akustisk var han svær at hamle op med; bl.a. på Mojo.

Vi spillede i øvrigt to eller tre gange på Mojo i denne periode.

Bandnavne
Vi havde en løbende diskussion om, hvad der var gode bandnavne og mange alternativer til SBBB blev foreslået, f.eks.:
" Helge & his Dohrmen (kræver lidt indsigt i dansk politik i perioden)
" Uffe and his Ellemen
" Bruno Bæ og hans afføring (mænd kommer vist aldrig helt ud af det fækale stadie)

Den næstsidste gang vi skulle spille på Mojo, hang der følgende plakat på døren: I aften spiller: Uffe and his Ellemen
Bjarne og Ole blev sure over denne fejl, for det var jo os der skulle spille, og så var der endda nogen der havde snuppet vores ide. Det viste sig, at Hans og Søren W. havde skrevet til Ufferigsministeren og spurgt om det var OK, og efterfølgende fået et nydeligt brev tilbage fra Uffe, skrevet på officielt papir fra Udenrigsministeriet. Uffe kunne desværre ikke komme, men ville ellers gerne have været der til en stille Maastricht Blues.
Se brevet her
Så den aften spillede vi altså under alias og læste brevet fra Uffe op for publikum. De virkede ikke som om de helt var med på vores formidable humor, men det var en god aften alligevel og vi fik en god griner af det i det "stemningsfyldte" bandrum i kælderen under Mojo.

Demo nr 2 blev optaget februar 1993 i samme studie som demo nr 1
Numrene var:
1. I'm ready (Willie Dixon)
2. What side of the door (am I on) (Paladins)
3. Don't treat me like that (Duke Robillard)
4. Check out her mama (???)
5. Rumours (J.J. Cale - også kendt som Same old Blues)

Begge demoer endte senere på cd'en Absolute Sven Bendt's Blues band, der kun er distribueret til os selv og få andre (man skal jo ikke genere folk mere end højst nødvendigt)



The last waltz
I foråret 1993 var vi en lørdag i Aalborg og spille et sted i Jomfru Ane Gade. Et sært aflangt lokale, med verdens smalleste scene, hvor vi lige fik plads til alt grejet; inklusive Hans' to Leslier. Jomfru Ane Gade er et mærkeligt sted at spille, for folk drikker en enkelt øl på hvert værtshus og vælter videre til det næste, så publikum bliver stort set skiftet helt ud fra første til sidste sæt. Tilstede lidt længere end gennemsnittet var en standerstiv kjøwenhavner, der ud over at vælte rundt og råbe op på sit modersmål, også flashede sit latterlige lem. Utroligt, at han overlevede den seance…
Værtshusejeren syntes at vi skulle spille et ekstra sæt uden ekstra betaling, - det syntes vi ikke, men vi fik vores penge.
Transporten foregik i øvrigt Rolf's Budstik Hiace og Bjarne's lortebrune Kadett C stationcar. Et frygteligt køretøj til så lang en tur, men da Kadett'en lå i læ af Rolf hele vejen, gik den næsten 15 km på literen.

Vi overnattede hos en tidligere Budstik-kollega, der havde sig en lejlighed á la dem man ser i amerikanske film. Hans var indrettet i det, der engang havde huset Aalborg Gummifabrik! Egentlig meget cool…

Søndag aften skulle vi spille på Mojo i København, så relativt tidligt gik turen hjemad (det var jo inden broen blev bygget). Da vi landede i København, var der stadig skotsk folkemusik om søndagen på Mojo - det var ret mærkeligt at stille grej op til lyden af sækkepibe og man skal have været i nærheden af én, for at forstå hvorfor skotterne har brugt dem i diverse krige.
Vi spillede vores suverænt bedste koncert den aften. Måske fordi vi havde haft det skidt i Aalborg, og nu var på hjemmebane i Mojo, og måske kombineret med en dødlignende træthed, eller - mere sandsynligt - fordi vi på det tidspunkt bare spillede skidegodt, OK ?

Kort efter forlod Ole Willumsen bandet ("man skal stoppe på toppen") og SBBB fortonede sig, og indtog sin plads i historien.

Grej ? - Are you kidding ? - Der var meget og mærkeligt grej på gennemtræk i øvelokalet.

Vi tager den for udvalgte medlemmer i nogenlunde kronologisk orden.

Ole Willumsen
Instrumenter:
Kramer bas med aluminiumshals, der senere afløstes af en Zolla Jazz Bass, der først fik en ny ejer i 2009
Mørch 5-strenget båndløs (ca. 1982) (kan høres i "Check out her mama" på Demo 2)
Forstærkere og højttalere:
Hjemmebygget 1x12 kabinet med indbygget 100W kraftforstærker og TC Electronics mod. 2240 Parametrisk EQ som forforstærker.
Roland Bass Cube 60W 1x12 - modificeret med Celestion-enhed (haves stadig)
AMP 300W trans.forstærker med 2 stk hjemmebyggede 1x12 kabinetter (Celestion), der senere erstattedes af et hjemmebygget 1x15(Celestion)-kabinet der vejede som bare …..
Lyngemark 100 W rør-basforstærker - i kombination med 1x15 kabinettet der først blev suppleret og senere afløst af et Marshall kabinet med 1x15 + 2x10. Der var også noget med en Roland ½-rack kompressor i en periode. (Lyngemark haves stadig, men står og samler støv)

Bjarne Faaborg Nielsen
Instrumenter:
Faaborg MasterCaster - hjemmebygget Strat-klon med en Kramer-krop af ét (1) stykke poppeltræ, og herefter pimpet med bl.a. Seymour Duncan pickup's, Kähler tremolo, Spertzel mekanikker og Steinberger preamp. (Er stadig guitar nr. 1 og nu 25 år gammel)
Vox Strat-agtig sag. Uoriginal blå, tudegrim, tudse-gammel, og hurtigt afhændet igen.
Vester 335-kopi. Brugt på demo 1.
Fender Mustang 1963 - brugt på demo 2.
Forstærkere og højttalere:
Session transistor topforstærker - i stereo!
2 hjemmebyggede kabinetter med 12" Celestion. (Bygget af Ole W.)
Hagström 620 rørforstærker m/originalt kabinet - brugt på demo 1
Roland DAC-15 med indbyggede digitale effekter - føj da!
Gretch 30 W rørcombo - bygget om til ukendelighed
Fender Vibro Champ 1973 - brugt på demo 2 (Clapton brugte også Champ i studiet, så det må være OK)
Seymour Duncan 60 W Convertible rørforstærker
2 kabinetter med 12" Celestion Classic. Bygget af Ole W. efter et svensk design (Vi har vist nogle billeder et sted, de var s...flotte.
Effekter:
Ibanez TS-808 1981 - ja, den originale Tube Screamer, og stadig i brug.
Ibanez CP-808 1981 - ja, compressoren i samme serie, og stadig i brug.
Maestro Boomerang Wah - ca. 1975 og stadig i brug
TC Chorus/flanger (ex Ole W.)
Boss DD-2
Boss CP-1
Alesis Microverb

Søren Wissing
Shure SM58 mikrofon til sang
Boss Digital Reverb
Hohner diatoniske mundharper i de fleste af de 12 tonearter
Shure Green Bullet mundharpe-mikrofon (som måtte vige for)
Hohner Blues Blaster mundharpe-mikrofon
Dallas Arbiter forstærker combo (modificeret til ukendelighed af Olaf som lavede den om til)
Dallas Arbiter top (forskønnet af Ole W. og Søren W. - og så kan den gå til 11!!! (igen en ref. til Spinal Tap))
12" Celestion DIY højttalerkabinet (fra Bjarnes hånd) afløst af
Fender Super Reverb 4x10" 70 watt (igen mod'et af Olaf)
PS: Efter Sven Bendts endeligt, afhændede jeg Fender Super Reverb'en, som var i MINT+++++-stand, da jeg købte den; senere erfarede jeg, at den døde en tragisk og særdeles smertefuld død, da den faldt ud af sidedøren på den HiAce, i hvilken den befandt sig, medens nævnte køretøj forcerede Langebro i Kbh. med 65 km/t. Der blev aldrig rejst sigtelse, hverken mod ejeren eller andre medskyldige i køretøjet.
(Her bør man nok høre John Hiatt nummeret Perfectly good guitar)